Efterårsfarver til hoveddøren

Kære alle,

Nu har der atter været en lang pause her på bloggen, og det er i allerhøjeste grad tid til lidt nyt fra os! 🙂 - Dagene i Vig og Fårevejle flyver afsted og vi har den senere tid skulle finde balancen med småbørn, arbejde og hobby-projekter. Når de små sover, og der i en stund ind imellem bliver tid til kreativitet, har vi begge valgt at få nogle ting fra hånden, i stedet for at få skrevet tingene ned her på bloggen. Det er selvfølgelig beklageligt, da vi rigtig gerne vil dele vores hobbyprojekter og kreationer med jer, men når tiden er knap, vil vi hellere lave noget end skrive om det 🙂 Vi har derfor revideret vores formål med bloggen, og vil i stedet forsøge at komme med et månedligt indlæg, som er relevant for sæsonen, og dele vores øvrige kreativitet med jer via facebook-siden, hvor der løbende vil komme flere, men mindre indslag. I er fortsat meget velkomne til at kontakte os via mail eller på Facebook, når I har spørgsmål, ønsker eller kommentarer til det vi går og laver.

Uge 42

I denne uge ramte vi uge 42. Mange familier har fri og skal bruge dagene i fællesskab på hygge og kreativitet. Her på Elmely er det ikke ferie, men derimod blodtryksproblemer, der har holdt mig hjemme og den seneste uge gjort mig ukampdygtig i alt andet end siddende stilling. Der er nu efterhånden lidt bedring i sigte, og det har derfor ikke forhindret mig i at trippe en forsigtig tur rundt i haven og indsamle lidt af efterårets skønhed. Jeg ved at mange bruger efterårsferiens gråvejrsdage på fingermaling og kastanjedyr, og jeg har derfor lavet et lille indlæg nedenfor med inspiration til en af de ting, man som voksen (eller større barn) kan kaste sig ud i, hvis man vil være kreativ ud over kastanjegiraffer og edderkopper.

Inspireret af efterårets farver i haven, besluttede jeg mig tidligere på dagen for at samle lidt sammen, så jeg kunne lave en dørkrans, der kunne pynte her i gråvejret indtil det for alvor bliver tid til at tænke mere i julens baner. 

For at kunne lave en krans, er det som udgangspunkt godt at have en ring at binde på. Jeg var hverken i besiddelse af en metalring eller en halmkrans, så jeg måtte starte med at lave mig en krans. Her brugte jeg nedfaldsgrene fra piletræet, som er bøjelige og bandt dem sammen med lidt vindseltråd.

Efter kransen var kommet på plads skulle der lidt grønt på. Jeg valgte at bruge lidt af min mørkegrønne efeu, som er dejlig fleksibel at arbejde med, men har man ikke det, kan man også fint gøre brug af anden stedsegrøn som fx. tuja, taks eller gran for den sags skyld. Jeg klippede fire lange stængler efeu som blev snoet omkring kransen og enderne til sidst flettet ind i kransens grene.

Er man til det helt enkle udtryk, kunne man vælge at stoppe med kun efeu på kransen. Det giver et naturligt og helt simpelt look, som kan være ret lækkert i meget minimalistiske omgivelser.

Jeg var imidlertid interesseret i at få fanget nogle af efterårets lækre nuancer på kransen, så den kunne lyse fint op på hoveddøren, og jeg fandt derfor lidt forskelligt frem i haven.

Alle haver er forskellige, og hvad der lige netop findes hos jer, der bringer efterårsglæderne frem er til egen opdagelse. Her på Elmely blev indsamlet røde bær fra den bornholmske røn, små æbler fra Elstar-træet, ellekogler i både grønne og brune og frøstande fra mine solsikkebuske.

De indsamlede materialer blev sporadisk placeret på den grønne krans af efeu. Alle stilke blev fastgjort ved simpelthen at flette dem ind imellem grenene og efeuen. Æblerne blev sat fast med et stykke ståltråd, og på bare et øjeblik blev kransen til en ren overdådighed af efterårsglød, som nu pynter fint på hoveddøren!

Rigtig god efterårsferie!

/ Cecilie

En langnæset knagerække til husets mindste

Kære alle,

Så blev det igen på høje tid for lidt nyt her på bloggen. Sommervarmen har ramt os, og med det en masse udendørs gøremål (hvis man da ellers kan holde til at være ude i solen!). De indendørs hobbyprojekter, som vi normalt deler med jer er derfor lagt lidt på hylden for en tid, til fordel for krukkevanding, ukrudtsbekæmpelse og hækklipning. Her på Elmely slyngede vi i forrige weekend også den første forårshonning, og havde i den forbindelse en hyggelig dag med masser af besøg fra familie og naboer, som kom forbi for at få del i de gyldne dråber fra haven. Hvordan hele honningslyngningen foregår, må til gengæld blive et emne for et blogindlæg en anden gang.

Et af de projekter der til gengæld HAR været gang i her i løbet af forsommeren, er træskærearbejde i værkstedet, hvor vi blandt andet har lavet en knagerække til alt det overtøj og trøjer som Elias bruger til hverdag.  Overtøjet har haft for vane med at blive henslængt på en stol, blive forlagt ved puslepladsen eller forputte sig i pusletasken - i hvert fald var det aldrig at finde, når det skulle bruges, og vi kunne af samme årsag konstatere, at overtøjet manglede et "hjem". Vi besluttede os derfor for at lave en hyggelig knagerække til væggen ved siden af puslepladsen, hvor jakker og trøjer kunne hænge, og fremgangsmåden og resultatet kommer her nedenfor.

1. Første skridt på vejen til en ny knagerække var en skitse. Jeg greb derfor blyanten og tegnede en fin lille elefant i størrelsen 1:1 i forhold til den ønskede størrelse på knagerækken. Herefter markerede jeg placering for det ønskede antal knager med overkrydsede cirkler (se billede).
2. Da jeg var tilfreds med omridset af elefanten og placeringen af knager, klippede jeg omridset ud med en saks.

Elefanten flyttede nu ud i værkstedet, hvor jeg fandt et stykke spånplade frem fra gemmerne. Omridset af elefanten blev overført til pladen ved at tegne langs kanten af papiret med en blyant. Herefter blev elefanten omhyggeligt skåret ud med en stiksav. Placering af knagerne blev markeret ved at presse blyantspidsen gennem papiret, så der blev overført en prik. Til knagerne brugte jeg små stykker rundstok fra en gammel vinreol som jeg skar til i en ønsket længde. I elefantpladen lavede jeg fordybninger med et bor i samme størrelse som rundstokdiameteren, så knagerne senere kunne slås fast med en gummihammer og sidde fast uden brug af lim. Inden knagerækken blev samlet færdigt, blev den malet. Jeg gav den 2 lag af den turkis vægmaling, som jeg også brugte på Elias´værelse i vinters, øjet og stødtanden blev malet med en rest hvid hobbymaling og knagerne blev malet med en slidstærk dør- og karmmaling. Konturerne og øjets detaljer blev tegnet i hånden med en sort permanent marker.

3. Ophænget blev lavet skjult med to små trekantbeslag, som blev skruet på knagerækkens bagside. Herefter fandt vi 2 små søm, der passede i størrelsen og slog fast i passende afstand.
4. Den færdige elefantknagerække pynter nu fint på væggen i bryggerset ved siden af puslepladsen. Som I kan se af billedet, valgte vi en model med 3 knager til en start. Ønsker man flere knager, bør figuren laves større eller motivet evt. ændres til noget andet. For eksempel ville en lang, grøn slange, der bugter sig hen af væggen jo kunne indeholde mange fine knager langs kroppen. 🙂 Det er kun fantasien, der sætter grænser, for det er på ingen måde et projekt, der er svært at have med at gøre, og selv den mindre garvede hobbyentusiast kan være med, så længe man har en stiksav i maskinparken.

Jeg håber at dette lille indlæg kan være med til at give jer derude lidt inspiration, og være med til at sætte lidt kulør på landets børnegarderober.

Rigtig god torsdag,

Cecilie

Genbrug dine sammenplantninger

Kender I det...? Man har i forbindelse med en fødselsdag eller højtid modtaget blomster og sammenplantninger fra højre og venstre, og efter noget tid begynder de til en start så fine sammenplantninger at se lidt sultne og trætte ud? - Her på Elmely er det et tilbagevendende problem, og nu hvor vi er godt og vel på den anden side af påsken er det bestemt ingen undtagelse. Jeg bliver så trist, når blomster jeg har fået af glade gæster går til grunde, eller simpelthen "vokser ud af deres element", og jeg besluttede derfor den anden dag at gøre noget ved problemet. Hvorfor ikke redde de stakkels planter og give dem nyt liv i en anden sammenhæng?

Jeg samlede derfor sammen på hvad jeg havde af "trætte eksistenser" i diverse vindueskarme og konstaterede at jeg sågar havde en sammenplantning stående helt tilbage fra nytår (!).

Ud over planter, fandt jeg et par lerpotter frem fra gemmerne i værkstedet samt et gammelt serveringsfad i stål. Med limpistol samlede jeg to af potterne til et lille tårn, som jeg plantede den lille brændende kærlighed i, og ud fra "tårnet" byggede jeg mig en lille dekoration af yderligere en lerpotte og en lille lerskål. Skål og potter blev fyldt med plantemuld og lidt tilfældigt plantet til med succulenterne fra de gamle sammenplantninger. Til sidst blev fadet pyntet af med jord og biobark, og sat ud på havebordet. Så lækkert!

Nu står blomster og dekoration som var det nyt og pynter i forårssolen, og vi kan her i huset glæde os over at have givet planterne en ekstra chance, i stedet for at de som det så ofte før er hændt, havde endt deres dage i skraldespanden eller på komposten!

Glade forårshilsner,

Cecilie

En dag fyldt med kage

Nogle dage er bare helt anderledes end andre. I torsdags var sådan en dag for os her hos Birgit&Beckers! Som nogle måske ved, har vi brugt en del af vores barsel på at tage hygiejnebevis, så vi har mulighed for at tage hjemmelavede lækkerier med på markeder. Denne dag var det dog en specialbestilling, der optog os: En firelags kage i bryllupskagestil til en sød konfirmand. Og så skulle der være nok til 70 personer. Det er første gang, nogen af os har lavet kage til så mange - men resultatet endte godt, både smags- og udseendemæssigt. 

Amanda, som festens æresgæst hed, havde bestilt en kage i lyserød, hvid og sølv med bær. Kagen var bygget op med lag af tre mousser; nederst en vaniljemousse med et hint af koldskål, i midten en fin, lyserød hindbærmousse på italiensk marengs og øverst en champagnemousse lavet af Verdi med hindbær. To af kagerne var smurt op med en let smørcreme med citron og pyntet med forskellige bær og sølvkugler af marcipan, mens de to andre var smurt op med flødeskum og pyntet med frysetørrede hindbær og nelliker. 

Til kagen gik der ikke mindre end en hel flaske Verdi, 7 limefrugter, knap fire liter piskefløde og 60(!) blade husblas - og så selvfølgelig en masse andet godt. Her er 21 blade husblas i blød til champagnemoussen...

Der blev også lige til en ekstra kage, da det jo kan være svært at gætte, hvor meget folk kan spise. Her pyntet med et fint A af bær. 

Alt i alt en lang og arbejdsintensiv dag, men resultatet var det hele værd. Det var en vild oplevelse at lave kage til så mange mennesker, så der går nok lidt tid, inden vi kaster os ud i sådan en udfordring igen. Men det var sjovt at prøve!

God weekend til alle!

/Elisabeth

Pandekager m/ rabarbercurd

Kære alle,

Så har der været stille på linjen en rum tid igen, og det må i allerhøjeste grad være tid til lidt nyt fra Elmely! 🙂 - Dagene er fløjet afsted på barsel, vores lille Elias er startet i vuggestue og haven har fået den helt store tur sammen med stuehusets facade, der har fået en overhaling med malerpenslen. Siden sidst har vi fået bygget hønsehus og de 4 nye beboere i hønsegården beriger os nu med 2 æg om dagen, en sand fornøjelse for et selvforsyningshjerte! Friske æg er lækre som de er, men her i de seneste dages bygevejr, har vi også brugt nogle stykker på at bage pandekager, samt at afprøve en ny opskrift på rabarbercurd. Rabarbercurd er en spise svarende til den engelske lemon curd man bruger til scones, men bare med smag af friske rabarber, og eftersom vores have pt bugner af de små røde banditter, var det lige til højrebenet.

Opskriften på rabarbercurd fandt jeg på Dansukkers hjemmeside, og er lige til at gå til. (https://www.dansukker.dk/dk/opskrifter/rabarbercurd-dk.aspx) Jeg oplevede at min curd blev lidt tynd i konsistensen, mere som sirup end som curd, men ikke desto mindre smagte den himmelsk. Hemmeligheden bag den rette konsistens er nok at have lidt is i maven, æggene skal have godt med varme for at "stivne" curden, og jeg var lidt en kylling 🙂

Rabarbercurden i den lidt tynde konsistens smager fantastisk på en pandekage med sukker.

Rabarber-curden er blevet spist i stor stil her i huset lige siden den blev lavet, og det er bestemt ikke sidste gang at rabarberne ryger i gryden for at skabe dette produkt. Vi kan varmt anbefale at prøve rabarbercurden i kombination med pandekager - det smager simpelthen himmelsk!

Min opskrift på pandekager finder I nedenfor. 

Rigtig god bagelyst og god weekend,

/ Cecilie

Pandekager

  • 8 dl mælk
  • 3-4 æg
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk vanille
  • 4 dl mel (+ekstra til den rette konsistens)
  • ½ dl olie

Bland alle ingredienser i en skål med en håndmixer eller piskeris. Afhængigt af mel-typen og størrelsen af æg, kan det blive nødvendigt at tilsætte lidt ekstra mel til dejen for at få den rette tykke konsistens på dejen. Lad dejen trække 15-20 minutter inden pandekagerne bages på en pande i en klat margarine.

Skriblerier med brændte toner

Kære alle,

Så gik endnu en uge med lynets hast, og her på Elmely har dagene gået med at bygge hønsehus og hønsegård til besætningens 4 nye beboere, som indfinder sig på adressen på onsdag. Vi glæder os rigtig meget til at kunne bruge æg fra egne dyr og spise kylling af egen avl - det passer dejligt ind i et selvforsyningshjerte, samtidigt med at man ved præcist hvor råvarerne kommer fra og hvordan de er blevet til og er blevet behandlet undervejs - SKØNT!

Af lidt samme årsag har der ikke været plads til de helt store indendørs krea-projekter i denne her uge. Til gengæld har jeg af flere omgange lidt på forsøgsbasis kastet mig ud i kunsten at brænde i træ - en oplevelse jeg synes at jeg vil dele med jer. Mit første møde med træbrænderen er faktisk tilbage fra i sensommeren, hvor et hold gode venner fejrede sølvbryllup og i den anledning skulle have en lille ting. Anne og Peter, som til dagligt driver Kennel Nakkehages (og som er leverandørerne af vores helt fantastiske hund Skye) er udtalte udendørs- og hundemennesker, og jeg bestemte mig derfor for at brænde kennelens logo ind i en skive træ, som så kunne pynte inde eller ude efter lyst og behov. Jeg fandt min mors oldsag af en loddebrænder frem (den er nok fra start 80´erne) som har indbygget varme i håndtaget når den har været tændt et stykke tid [red. den bliver ubehageligt varm at holde på], og så var jeg ellers klar. Som forberedelse fandt jeg en lækker skive piletræ med bark frem fra brændeskuret og jeg printede kennelens logo ud i en passende størrelse på A4. Ved hjælp af bagepapir og blyant fik jeg overført omridset af Gordon Setter hovedet samt kennel-navnet til træskiven - resten måtte jeg så klare i frihånd. Til de af jer, der aldrig har prøvet en træbrænder før, så kan jeg afsløre at det er meget at sammenligne med at "tegne langsomt". Loddekolben kan man holde på lidt lige som en blyant og spidsen bevæges langsomt hen over træoverfladen for at give det brændte udtryk i forskellige nuancer. Det er altså lidt ligesom at tegne - bare uden viskelæder! 

Efter et par timers arbejde, en duft af brændt træ og varme fingre var jeg i mål - et resultat som jeg selv blev ret godt tilfreds med taget i betragtning af at der var tale om et "første forsøg"

Efter et vellykket første forsøg, som blevet taget rigtig godt imod på Nakkehalvøen, var jeg ganske overbevist om, at det ikke var sidste gang jeg ville kaste mig ud i brænderkunsten. Til jul var jeg heldig at få en ny brænder med en masse forskellige brændespidser og en noget bedre isolering i håndtaget, og den har jeg derfor også længe haft lyst til at afprøve. Den mulighed fik jeg her i forbindelse med Dansk Gordon Setter Klubs Hovedprøve som løber af stablen i den kommende weekend (til de ikke indviede i hundesporten, er det et klubmesterskab i markprøve). Skye og jeg blev sidste år tildelt præmien Højtoftegaards Talentfad, for prøvens bedste nye hundefører - en fin sølvtallerken, som imidlertid havde mistet sin æske. Martin og jeg har derfor været i værkstedet og bygget en ny træ-kasse til den fine præmie, så den kan vandre videre i de bedste omgivelser. Trææsken råbte næsten på udsmykning da vi havde bygget den, og her var træbrænderen jo ideel, så endnu en gang fik jeg testet mine kundskaber af med et nyt hundemotiv. Fremgangsmåden var den samme som for træskiven i efteråret, men nu med ny og forbedret brænder, der gjorde arbejdet en smule mere komfortabelt. 

2. møde med træbrænderkunsten blev denne kasse til Højtoftegaards Talentfad. En fin detalje med en smuk setter i stand.

Efter to sammenstød med træbrænderkunsten er det tid til en status. Efter min mening er træbrænding et håndværk som er relativt let tilgængeligt og til at gå til, for alle der har lidt begreb om frihåndstegning. Teknikken er helt enkel, dog uden fortrydelsesret (når du har brændt er der ingen vej tilbage), udstyret er til at betale (min nye brænder er fra Biltema til 119 kr.) og resultatet giver det her helt fantastiske naturlige og rå udtryk, som vi holder enormt meget af her hos os.

Rigtig god weekend, når I kommer så langt!

/ Cecilie

Brug dine bomuldsrester

De fleste af os, der godt kan lide at nørkle og være kreative, kender det med at stå med en masse rester. For mit vedkommende er det blandt andet en masse garnrester, og mange af dem er nogle, jeg har fået fra andre. Det er så ærgerligt at lade godt garn gå til spilde, så i bæredygtighedens ånd har jeg været en tur i resteskuffen og har fundet bomuldsgarnet frem.
Klassikeren er nok bomuldsklude, som man jo både kan strikke og hækle. Vi er også ret store fans af bomuldsrondeller, som kan laves med meget små garnrester og samtidig er gode for miljøet, idet de kan vaskes og genbruges. Du finder vores guide til de hæklede bomuldsrondeller her, hvis du vil prøve kræfter med dem, og vi har dem som regel også med på markeder, når vi tager ud.

I denne omgang blev det til nogle søde tøjdyr, kraftigt inspireret af opskrifter i denne bog:

Jeg har begået en ugle og en skildpadde - dog med en lidt anden størrelse hæklenål til uglen, og dermed lidt ændret masketal, da jeg gerne ville beholde den størrelse, der var angivet i bogen. Derudover havde jeg ikke helt nok garn, så den blev tofarvet. Det synes jeg faktisk blev meget godt, og den er godkendt hos direktøren i huset (også kendt som sidste skud på stammen), så det er jo vældig fint.
Jeg havde også nogle rester i flotte pangfarver, som er blevet til en sød skildpadde. Igen et meget overskueligt projekt, som er blevet til over nogle dage, når der har været tid til lidt nørkleri. Den bliver sendt videre ud i verden til en god veninde, som også venter barn.

Sidste nye projekt er en barnevognskæde med ugler hæklet efter samme princip som den, jeg har lavet, bare meget mindre. I øjeblikket er jeg ved at justere opskriften ned, men når den er færdig kan det være, at den kommer med i et blogindlæg.

Håber I derude også får lyst til at gå i garnresterne. God weekend!

/Elisabeth.

Forårsfornemmelser på Elmely

Kære alle,

Så ramte marts måned os, og det er nu officielt blevet forår! - Her på Elmely ser vi altid hen mod foråret med stor forventning og glæde. Det er altid en kæmpe fornøjelse at se haven komme til live igen, og opleve hvordan erantis, krokus og vintergækker alle kæmper om øjnenes opmærksomhed. I foråret er der meget der skal gøres udenfor, og vi kan næsten ikke vente med at komme igang med at så og plante alting til, så vi er klar til en ny afgrøde-sæson, men lige afgrøderne må vente lidt endnu... Frosten har jo næppe sluppet os helt endnu... 🙂

For at afhjælpe lidt på den kildren vi har haft i de grønne fingre, var vi i sidste uge en tur på planteskole både i Audebo og Holbæk for at suge til os af forårets farver og dufte. Her fandt vi et par helt fantastiske urtepotter, som for alvor bringer forårsstemningen indendøre, og vi købte også lidt småt ind af de mere hårdføre løgblomster til en fin sammenplantning, der nu pryder foran hoveddøren.

Den helt fantastiske urtepotte med mintgrøn glasur fandt vi i Audebo Havecenter. Vi er helt vilde med kombinationen af den lækre forårsfarve med det mere rå udtryk i den rå ler på kanten af potten. Herligheden står nu i al sin skønhed på det lille bord på 1. salen dekoreret med et spændende spøgelsestræ fra Holbæk Planteskole. I vindueskarmen i entréen har endnu en lækker potte fået en plads, igen er denne meget rustikke potte fra Audebo imens den grønne plante er fra Holbæk. 

Endelig prydes pladsen foran hoveddøren af en fin sammenplantning bestående af en stedsegrøn, der har holdt ved siden jul, et par potter små påskeliljer, hvide perlehyacinter og lidt efeu fra haven. Det er da lige til at blive glad i låget af! 🙂 

Rigtig glædeligt forår til alle!

/ Cecilie

Fastelavnsinspiration

I weekenden er det fastelavn. Både på Elmely og på Bakkekammen er de nyeste skud på stammen lige små nok til at få glæde af højtiden, men derfor kan man jo godt se lidt frem til næste år i forhold til udklædning. Vi har derfor været på udkig efter inspiration til fine udklædninger, som kan laves hurtigt og let med få midler. Hvis du derude skulle have glemt et kostume - fastelavn falder jo lidt sent i år, så det kan måske smutte - kan du her se nogle af de fine ideer, vi er faldet over på vores inspirationstur rundt på internettet. Links til de oprindelige sider finder du i bunden af indlægget her.


Første kostume, som man kunne kaste sig over, er det her virkelig søde rådyr-outfit til de mindste. Dragten og hovedpynten på billedet er fra Fancy Free Finery, men man ville sagtens kunne lave noget lignende selv af en brun bodystocking, en brun hue og noget filt.

Billede: Fancy Free Finery

Et andet bud på udklædning til de mindste kunne være denne fine flagermus fra You and Kids:

Billede: You and Kids

Igen kræver det ikke meget mere end en bodystocking og noget filt. Dejligt!

På bloggen ”Make It and Love It” har jeg fundet to flotte kostumer, som man ret let ville kunne lave selv. Det første er et bedårende lammekostume:

Billede: Make It and Love It

Det andet er en lille listetyv - virkelig let at genskabe, men samtidig en rigtig god idé! Det eneste, man måske selv lige skal fikse, er pengesæk (som kunne være et gammelt pudebetræk med en løbegang i toppen) og masken. Masken kan man lave lynhurtigt af sort filt.

Billede: Make It and Love It

Sidst, men ikke mindst, har jeg fundet denne simple, men rigtig sjove udklædning hos How We Learn. Babydykkeren har fået sort tøj på, et par dykkerbriller og selvfølgelig en ilttank af en gammel sodavandsflaske. Andre steder har jeg set lignende kostumer, men med to ”tanke”. Mundstykket til ilten - altså sutten - sidder fast med en lille slange til tanken. Virkelig en god idé, og så er der mulighed for at upcycle et par plastikflasker til et kostume. Smart!

Billede: How We Learn

Vi håber du er blevet lige så forelsket i de mange fine ideer, som vi er! Hvis du ikke har fået nok fastelavn, kan du finde vores lækre opskrift på fastelavnsboller fra sidste år her: Festlige fastelavnsboller.

Jeg håber at I alle får en hyggelig fastelavn! Rigtig god fornøjelse med både kostumer og fastelavnsboller. 

/Elisabeth. 

__________________________________________________________________________________________________

Links:

Fancy Free Finery: https://www.instagram.com/p/BI3q5aCAJEX/¨

You and Kids: http://www.youandkids.com/43-cutest-ever-kids-halloween-costumes-every-mom-want/

Make It & Love It - Listetyv: https://makeit-loveit.com/last-minute-little-bandit-costume

Make It & Love It - Lam: https://makeit-loveit.com/make-baby-lamb-costume-simple-tutorial

How We Learn: https://www.howweelearn.com/baby-halloween-costumes/

Banankage a la Elmely

Kære alle,

Efter nogle dage med eminent forårsvejr, er regnen nu vendt tilbage her i Fårevejle. Regnfulde dage og blæst leder unægtelig tankerne hen på brændeovnshygge og varm kaffe, og her hos os er uvejr=kagevejr! Da jeg igår stod og endnu en gang fik lyst til hjemmelavet bagværk, så jeg mig omkring i køkkenet efter inspiration - i frugtskålen lå et par sørgelige bananer og kiggede på mig, og for i bedste husmor-stil at "undgå madspild", faldt valget på at jeg skulle bage banankage. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at banankage ikke tidligere har været det store hit, den ofte klæg og bastante kage har aldrig været en stor favorit her på adressen, og måske lidt af samme årsag, har jeg aldrig før igår kastet mig ud i selv at bage en... Men en gang skal jo være den første, så i sving med mig. Jeg lurede lidt på en opskrift fra God Mad - Let at Lave, men reviderede lidt i mængden af bananer, tilsatte chokolade og ændrede lidt på opsætningen af grunddejen. Det kom der en SUPER LÆKKER kage ud af! Jeg selv og min bedre halvdel var begge meget overraskede over HVOR GOD denne banankage endte med at blive, og i lun tilstand forsvandt der ½ springform til eftermiddagskaffen... 🙂 - Jeg tænkte derfor at jeg ville dele opskriften med jer derude, så I selv kan hoppe i køkkenet på en grå vinterdag her i ferien.

/ Cecilie 

Elmelys banankage

Ingredienser

  • 2 bananer
  • ½ dl kold kaffe
  • 150 g smeltet margarine
  • 250 g sukker
  • 3 æg
  • 300 g hvedemel
  • 1 ½ tsk. bagepulver
  • 100 groft hakket chokolade

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 175 grader, smør en 24 cm springform med fedtstof. Mos bananerne sammen med den koldekaffe med en gaffel og sæt det til side. Smelt margarinen og pisk det sammen med sukkeret til en lys og ensartet masse. Tilsæt herefter æggene 1 af gangen under konstant piskning. Bland hvedemel og bagepulver i en skål og tilsæt skiftevis mel og bananblanding til grunddelen imens der piskes. Hak chokoladen groft og rør denne i delen. Overfør delen til den smurte springform, og bag kagen på en af de nederste ovnribber i ca. 1 time til kagen er gylden  på overfladen og gennembagt i centrum - tjek evt. efter med en kødnål eller strikkepind.

Servér kagen let lun. Hvis kagen serveres kold, kan du evt. røre en kakaoglasur med flormelis, kakaopulver og vand og smøre på toppen.