Inspiration til Julebordet

Nu er det lige ved og næsten… Julen kommer nærmest ikke tættere på end den er nu, og vores julestemning er naturligvis på sit højeste. Julemusikken spiller for fuld udblæsning i radioen dagen lang, i går var vi ude at hente juletræ, som bliver pyntet senere i dag, og den sidste konfekt kommer på plads i løbet af eftermiddagen. Det er nu for alvor tid til at begynde at glæde sig til julens sociale begivenheder og for den lille krea-nørd, er denne tid en god mulighed for at gøre lidt ekstra og planlægge dagenes forløb. Ud over at give hjemmelavede julegaver og gå amok i smuk gaveindpakning, gør vi her i huset også en del ud af at få dækket et flot julebord, både til juleaften, men også til de efterfølgende julefrokoster. Et flot julebord sætter bare en hel speciel stemning i gang, og danner hos os grundlaget for nogle hyggelige timer og en rigtig god fest! Der er givet vis lige så mange måder at dække bord på, som der findes mennesker i verden, men savner I inspiration til at prøve noget nyt, kan vi her levere et par tips og tricks som vil blive brugt her hos os i løbet af julen…

Som I nok snart har regnet ud, ELSKER vi naturen – og vi er helt pjattede med grankogler, så derfor er nedenstående 4 forskellige ideer til hvordan grankogler kan inkorporeres i dækningen af julebordet.  God fornøjelse og rigtig glædelig jul!

/ Cecilie

Kogler og kugler i skøn forening: Hvis man har små børn i huset, ikke tåler stearin-os eller af anden grund ikke ønsker at have levende lys på bordet til juleaften, kan man sagtens lave en hyggelig lille lysdekoration alligevel. Her har vi lavet en dekoration med små glaskugler, grankogler og en lyskæde med små dioder på batteri (købt i Rema1000 til 10,-). Glasopsatsen, som kan anvendes til alt muligt på alle tider af året, er fra IKEA.

En variant af denne dekoration kunne være at blande små grankviste i for at få lidt mere farve ind i dekorationen, eller man kunne vælge at placere en lille julestjerne i midten af glascylinderen og dække potten med små grankogler. Begge dele giver et enkelt og romantisk udtryk.

Hurricanes på 2 minutter

Er man kommet lidt sent i gang, men vil gerne have levende lys på bordet, uden at man trækker de samme fyrfadsstager ud af skabet, som man har brugt de seneste 10 år, er her et lille fif. Her har vi taget et rød- og et hvidvinsglas fra skabet, fyldt dem op med små grankogler, og vendt dem upside-down på spisebordet. På foden er sat to af de store fyrfadslys, som kan brænde hele aftenen, og rødvinsglasset har fået en sløjfe af jutesnor om stilken. Ideen er ultrasimpel og hurtig at udføre, og så ser det bare enormt professionelt ud på ingen tid – det kan vi lide!

Grankogle som bordkortholder

I nogle familier, kan det være godt at ruske lidt op i de gamle traditioner så alle ikke bare gør og sidder hvor de plejer. Så skal tante Oda ikke lige sidde ved siden af moster Anne og snakke om henkogning af græskar hele julefrokosten igennem, kan pladsanvisning med bordkort nogle gange være en udvej. Hvis der skal bordkort i brug til julearrangementet, hvorfor så ikke lade grankoglen stjæle opmærksomheden endnu en gang og som her holde navnekortet helt uden brug af foldning, lim eller andet?

Vi er selv ret vilde med konceptet – og så er det hurtigt og nemt!

Servietring af grankogleskæl – for feinschmeckeren

Den sidste borddækningsidé med grankogler, som vi vil dele med jer i denne omgang, er en servietring lavet med grankogleskæl. Denne idé er lidt mere tidskrævende at lave, men resultatet er værd at kæmpe for! Princippet i fremstillingen følger meget nøje konceptet for grankogletræet, som vi allerede tidligere har delt med jer på bloggen (se evt. følgende link: https://blog.birgitbeckers.dk/2017/12/08/juletraeer-af-grankogler/). Du skal derfor bruge følgende: brun karton, en saks, tape, store og tørre grankogler, samt en limpistol.

Fremgangsmåde:

  1. Kartonen klippes ud i strimler af passende bredde for en servietring (tilpas evt. til de valgte servietter)
  2. Med tape samples kartonstrimlen til en ring af passende diameter (igen, tilpas til servietten)
  3. Skil grankoglerne fra hinanden, så du har en stor portion løse skæl foran dig
  4. Sæt kogleskællene på med limpistolen efter taglægger-princippet, så al den brune karton dækkes
  5. Lad servietringen tørre et øjeblik, rul servietten sammen og træk ringen på – SÅDAN!