Hjemmelavet selvhærdende ler

Nogen gange kniber det lidt med inspirationen og overskuddet til at være kreativ. Ovenpå en uge med masser at lave på arbejdet, sene aftener og ikke mindst en surprise-rodbehandling med tilhørende panodiler i en lind strøm har jeg brugt det meste af min fridag på at ligge på sofaen med en god bog. Det er også dejligt, men det er altså ikke en god følelse at gå i seng ovenpå en dag, hvor man lidt føler, at man ikke har fået udrettet noget… Så jeg fik pludselig sådan en lyst til at være kreativ. Det gode ved at være kreativ er, at man virkelig kan se, at man udretter noget. Det føles rigtig godt, synes jeg.

Ovenpå et spil “Cranium” i sidste uge gik det op for mig, at det er virkelig lang tid siden, at jeg har lavet noget med ler, trylledej eller andet. I efteråret faldt jeg over en opskrift på selvhærdende ler lavet med majsstivelse og bagepulver, som virkede ret lige til at gå til. Min tanke var dels at prøve opskriften af - for selvhærdende ler af ting, man finder i køkkenskuffen forestiller jeg mig kan bruges til rigtig mange sjove ting - og dels at eksperimentere med at lave nogle figurer, som kunne passe til forårets tema for Birgit & Beckers, hvor vi jo har havet som omdrejningspunkt. Samtidig er det god træning til mig og Cecilies anden store passion; kagebagning og -pytning. Og det er jo fedt!

Opskriften på den selvhærdende ler jeg har brugt i denne omgang stammer fra soendag.dk. Første gang gik det helt i kage - det viser sig, at opskriften fungerer bedst, hvis man bruger natron og ikke bagepulver som i den oprindelige opskrift. Jeg halverede portionen og brugte 1 dl natron, 0,5 dl majsstivelse og 0,7 dl vand.

Først blandede jeg bagepulver og majsstivelse, derefter tilsatte jeg vand og rørte rundt. Derefter varmede jeg blandingen op på middel varme under omrøring, til massen samlede til til en tyk grød. “Grøden” kom jeg over i en skål, og lod den stå på køkkenbordet med et fugtigt viskestykke over indtil den var kølet lidt af - men stadig lun. Derefter gik jeg igang med at forme! Resultatet ses her:

Jeg ved endnu ikke, hvor lang tid figurerne er om at tørre - det skal I nok få en opdatering om. I opskriften står der natten over, men mine figurer er lidt tykkere end dem, der er lavet i opskriften.

Jeg kan godt se, at jeg måske skal øve mig lidt på det der modellering - det er vist hverken verdens kønneste søstjerne eller søpindsvin… Men pyt, man må gerne øve sig. Jeg forestiller mig at de små figurer måske kunne lakeres og bruges som øreringe, og de lidt større som pynt på hårspænder eller måske som pynt på æsker, magneter eller lignende. Det kræver bare, at jeg kan finde noget lak der kan forsegle dem, for de kan ikke tåle at blive våde. Den store “dims” der sidder på fyrfadsstagen skal blive til en lille skål formet som en musling - på det sidste billede har jeg prøvet at fange stagens form, så I måske kan få en idé om, hvad jeg har tænkt med det. Den er jeg meget spændt på! Jeg er også lidt nervøs for, om figurerne bliver meget porøse, så jeg må lige afprøve dem, når de engang er tørre.

Håber I har haft en dejlig og afslappet weekend indtil videre - på sofaen eller foran krea-bordet.

/Elisabeth.