Påske og forårsfornemmelser

Selvom vi ikke helt kan mærke det endnu, er foråret så småt ved at snige sig ind på os. Om ikke andet, så er det tid til lyse farver, blomster og søde lam, kaniner og påskekyllinger i vindueskarmene. Højtiderne er noget særligt for os begge, så det skal selvfølgelig fejres med lidt krea her i helligdagene. 

I tirsdags begyndte jeg så småt med lidt påskedekoration til hjemmet. I år bliver det nok bare nogle enkelte ting for at minde om, at foråret er på vej, tror jeg. Og hvad er mere passende end æg? De er jo nærmest symbolet på en frisk start og nyt liv - og så hører de påsken til. Efter frokost havde jeg nogle æggeskaller tilbage, som jeg besluttede mig for at prøve at lave noget med. Resultatet ses her:

Jeg startede med at klippe nogle lange udløbere af min rådhusvin i haven, som alligevel skal klippes til. Jeg vil tro, at man også kan bruge andre tynde grene - jo friskere de er, jo lettere er de at bøje. Grenene foldede jeg rundt til en rede og fæstnede med ståltråd for at lave selve reden, som jeg forede med nogle pyntefjer, jeg havde liggende:

Det hele fik en lille klat lim for at holde på fjer og æg. Den halve, rensede æggeskal satte jeg ned i limen, til det var tørt, og til sidst plantede jeg nogle fine små sukkulenter fra mit højbed i skallerne:

Resultatet blev meget fint, synes jeg, og så er det en hurtig og hyggelig måde at komme i gang med påskepynten på uden at skulle investere i alt muligt nyt. En mulighed kunne også være at lave æggene til lys ved at pille vægen ud af et fyrfadslys, smelte fyrfadslyset (evt. sammen med stumper af andre hvide lys, hvis man har sådan nogle liggende), og simpelthen støbe et nyt lys i æggeskallen. Så ville jeg nok bare udelade fjerene. Sammen med sukkulent-æggene ville det udgøre en rigtig fin lille dekoration til påskebordet.

Håber du kan bruge ideen, og rigtig god påske!

/Elisabeth.