Knipling – en introduktion til et gammelt håndværk

Kære læsere,

Så blev det endnu engang tid til det ugentlige indlæg her på bloggen, og denne gang har indlægget til formål at indføre jer en smule i kniplingens forunderlige verden. Knipling er et ældgammelt håndværk, som menes at stamme tilbage fra 1500-tallets nordlige Italien, hvorfra ideen og faget senere har bredt sig videre til det nordlige Europa og Rusland. I Danmark havde kniplingerne deres storhedstid i 1700-tallet, hvor mange kvinder i Tønder og omegn var ansat af industrien som regulære kniplersker, der dag ud og dag ind fremstillede fine kniplede bånd til landets rigeste. På denne tid var håndlavede kniplinger i god kvalitet en eksklusiv handelsvare, som prydede herskabets beklædningsgenstande ved fine lejligheder. Senere hen blev de håndlavede kniplinger mere eller mindre udkonkurrerede af maskinfremstillede modeller og i dag er håndværket (desværre) blevet reduceret til et hobby-håndværk som de færreste kender til, og som endnu færre mennesker mestrer.

Jeg er i den heldige situation at have giftet mig ind i en familie, hvor det gamle håndværk er blevet videreført og jeg er dermed i den privilegerede situation, at min kære svigermor, Yvonne, har påtaget sig at lære mig kniplingens kunst. Jeg ser det som en stor ære at lære, samt være med til at bevare et så gammelt håndværk som knipling – og så er det, som så meget andet håndarbejde, smaddersjovt og ikke særlig svært, når man først kommer i gang! ?

Når de fleste, som har en smule kendskab til håndarbejde, hører ordet ”knipling”, leder det automatisk tankerne i retning af blonder, borten på farmors fine søndagsdug og pryd på gammelt tøj i enten sort eller hvid, men knipling har ligesom de andre håndarbejdsfag udviklet sig meget med tiden, og kniplinger i dag er derfor meget og langt mere end det. Til de af jer, der er helt på bar bund i forhold til håndværket, kan jeg sige, at knipling i princippet kan sammenlignes en smule med vævearbejde, idet man med knipling også fremstiller et lille stykke tekstil ved at bevæge en række af tråde i forhold til hinanden. Tråden vindes på kniplepinde og arrangeres i par, som vist på billedet nedenfor til venstre. Hvor mange par der skal bruges, afhænger af hvad man skal lave og kan rangere fra 2 par til over 100 par for nogle af de store knipleværker – så er det med at holde tungen lige i munden! ? Kniplingen skal laves og holdes fast på et underlag med nåle. Underlaget er et såkaldt kniplebræt, og kan være udformet på gammeldags manér med valse som nedenfor til højre, eller man kan til nogle arbejder ganske enkelt bruge en stofbeklædt flamingoplade.

Til at guide placeringen af de nåle, som holder kniplingen på plads imens den fremstilles, anvender man et prikkebrev, som i overordnede træk er en skitse af den færdige knipling med angivelse af nåleplacering og arbejdsretning. Prikkebrevet monteres på et stykke karton og alle nåleplaceringer prikkes ud på forhånd – deraf navnet ”prikkebrev”. Prikkebrevet bliver i mange tilfælde dækket af med et stykke klart bogbind, så blækket fra papiret ikke smitter af på den overliggende tråd og misfarver kniplingen. (Prikkebrevet til højre er lavet af Aase Nielson)

På lige fod med de fleste andre håndarbejder, som fx strik og hækling, er der også her brug for en ”opskrift” til at fortælle hvordan man kommer helskindet fra start til slut med et forhåbentlig pænt resultat. I knipleverdenen hedder denne opskrift en arbejdstegning. På en arbejdstegning repræsenterer hver streg et par af pinde, og stregen beskriver således parrets vej og bevægelse fra start til slut. Farven på stregen indikerer hvordan det markerede par kommer fra start til slut. Med andre ord beskriver farven på stregen, hvad der sker på en given placering, når 2 par møder hinanden og skal ”bytte plads” – når to par bytter plads i en knipling, kalder vi det for et slag. Som strikkekunstens ret og vrang, har vi i knipleverdenen halvslag, lærredsslag og helslag som grundprincip, der beskriver hvordan 4 pinde (eller 2 par) skal bytte plads med hinanden. Det lyder måske nok temmelig kompliceret, men har man styr på disse tre slag, kan man i princippet lave rigtig mange kniplinger uden at rende ind i problemer. ?

For at gøre en lang historie kort, så er knipling et rigtig sjovt håndværk, som jeg vil opfordre alle med kærlighed til håndarbejde til at udforske. Jeg er selv medlem af foreningen ”Knipling i Danmark”, som udgiver 4 medlemsblade om året, hvor man kan finde ideer og mønstre til at starte ud med. Udstyrspakken, som I kan se ovenfor, er ganske vist en smule større, end hvis man skal strikke et par strømper, men udbyttet er også noget helt andet. For at give lidt blod på tanden, er her nedenfor nogle af de knipleprojekter, som jeg indtil videre har kastet mig ud i, og jeg har kun været med i faget i ca. 2,5 år. ?

Rigtig god weekend!

/ Cecilie