Lad farverne flytte på terrassen!

Kære alle,

Efter lidt stilhed her på bloggen, er vi nu endelig klar med endnu et indlæg. Vi håber at alle har haft anledning til at nyde det helt igennem fantastiske vejr, som vi har kunnet fornøje os med de sidste 14 dages tid – det har vi i hvert fald! Langt om længe er varmegraderne kommet op et niveau, hvor træerne er sprunget ud, blomsterne stortrives og man har for alvor kunnet komme i gang i haven med diverse gøremål. Her i huset bliver Kristi Himmelfartsferien brugt på at få shinet urtehaven op, repareret diverse ødelagte bed-kanter, bygge hegn og i det hele taget udnytte de gode dage så meget som muligt. Ud over det, er det selvfølgelig mors dag på søndag, og vi opfordrer alle til at sende deres mor en tanke og en hilsen, så hun ved at hun har gjort det godt i alle årene. Det har vi i hvert fald tænkt os at gøre, og nedenfor kommer lidt blomsterinspiration til, hvad man eventuelt kunne glæde sin mor med i år.

Fine blomster og masser af farver er med til at skabe god stemning og en rar atmosfære både ude og inde, og i disse dage, hvor vejret har vist sig fra sin absolut skønneste side, bruger mange af os en del tid på terrassen, og her er det naturligt også at omgive sig med smukke blomster på både den ene og den anden måde. Vores terrasse er i år oversået med nuancer af lilla – det var ikke planlagt til en start, men som det så ofte kan ske, ”tog den ene blomst den anden” og her står vi med et smukt resultat i alle mulige lilla nuancer – vi ELSKER det, og synes at vi ville dele det med jer derude, så I måske kunne lade jer inspirere til mors dag.

Plantetrappe med små zinkpotter

Ved siden af hoveddøren har vi i år anskaffet os en fin plantetrappe til at stille diverse små blomster på. Trappen giver på fineste vis lidt højde og ruminddeling på terrassen og er en sand mester i at præsentere blomsterne flot. Plantetrappen er købt i SuperBrugsen, men tilsvarende varianter er set i diverse byggemarkeder. Blomsterne, der her består af blandt andet lavendel og stor-blomstrende nellike er sat i små zinkpotter, der passer rigtig fint til trappens grå nuance. For at sikre trappen mod at vælte i stormvejr, har vi været en tur i stenbunken omme i baghaven og finde et par store flintesten til at agere modvægt på nederste hylde – det giver samtidigt et naturligt og lidt råt look, som vi er ret vilde med.

Hyggelige sammenplantninger

Små sammenplantninger i krukker er en klassiker i mange hjem, og hos os er det ingen undtagelse. Sammenplantninger er ud over at være dekorative, også ret praktiske fordi man løbende kan udskifte forårsblomsterne til sommer- og sensommerblomster efterhånden som varmegraderne gør krav på dagtimerne. Ved siden af havedøren har vi lige for tiden denne lille krukke stående. Sukkertoppen har stået der siden det tidlige forår, og var først på sæsonen i selskab med juleroser og perlehyacinter, men har nu fået æren af en små-blomstrende stedmoder fra Audebo havecenter. Potten får grundet sin relativt sparsomme størrelse rigelige mængder vand, og stedmoderen gås dagligt efter for visne blomster – disse fjernes for at sikre fremvækst af flere nye blomster og man får derved en længere holdbarhed på planten inden den bliver lang og ranglet senere hen.

Ampler skaber farver i højden

En tredje beboer på vores store terrasse er i år 2 ampler, som er blevet hængt op for at skabe farve og hygge i højden. Endnu en gang har farven lilla været på spil, og begge ampler er plantet til med de skønneste petunia fra gartneriet i Nørre Asmindrup. Vi er vilde med den dimension som hængende blomsterkrukker giver til husfacaden og dermed også terrassen – det er bare så hyggeligt! Selve amplerne (kurve med ophæng) er købt på restmarked i Jysk sidste år, og fås i mange varianter. Vi er glade for det naturlige look med en flettet kurv og naturreb, hvorfor valget faldt på netop denne model. Vægbeslagene er i sortglaseret støbejern og er et arvestykke fra min skønne farmor, der ikke længere havde overskud til at have dem i gårdhaven. Selvom jeg efterhånden har set en del ophæng i de forskellige byggemarkeder og havecentre, er jeg endnu ikke stødt på nogle tilsvarende disse med små lækre krummelurer og fugle på, jeg er derfor naturligvis dybt taknemmelig for gaven og de vil fremover blive brugt flittigt! ?

Altankasser – en anden klassiker

Sidste inspiration for i dag hænger faktisk ikke på terrassen, men kunne lige så godt have gjort det, nemlig vores skønne altankasser, som pryder væggen under vinduet ind til værkstedet. Disse er fast inventar i mange hjem, og her hos os er de lige fortiden plantet til med små-blomstrende Stedmoder og lilla Biblomme, som er et stort hit hos vores arbejdsomme honningbier.

Håber dette kan være med til at give lidt inspiration til haven og evt. til mors dag på søndag.

Rigtig god Kristi Himmelfartsferie til de heldige!

/ Cecilie