Tour de ny have

Så blev det min tur til at vende tilbage til bloggen igen! I anledningen af det lækre vejrs genkomst og ikke mindst sommerferien, som nu også er nået til Vig, tænkte jeg, at jeg lige ville lufte, hvad fritiden er gået med de sidste par uger, efter vi er flyttet: At nyde, ordne og ikke mindst planlægge vores fine, nye have. 

Ovenpå en flytning, som efter fem år i vores gamle rækkehus viste sig at være en smule mere omfattende end først forventet, er tiden gået rigtig stærkt med arbejde, besøg og husfremvisning, flyttekasser, lossepladsture og en gang imellem lidt tid til at gå ud og pille i den flotte, tætbevoksede have, vi nu har. Det er virkelig en forandring fra små 50 m2 have til nu en grund på lidt over 1000 m2 - og vi nyder det alle sammen, også dyrene.

Her i haven er der roser, uanset, hvor man kigger hen. De er alle smukke og farverige, og nogle af dem dufter himmelsk - blandt andet de flotte gule, der vokser lige uden for soveværelset. En af de ting, jeg skal have lært mig, er at beskære dem korrekt, så måske kommer der til at snige sig lidt havearbejde ind på bloggen i fremtiden. På sigt kunne det være rigtig sjovt at lege med at udtrække de æteriske olier i de roser, der dufter bedst, og måske bruge dem i sæbe - men nu må vi se.

Udover alle de skønne roser er der også mange nytteemner i haven - der er fx et drivhus, som i år er lidt halvtomt (med undtagelse af en chili og en snackpeber, som vi har fået af Cecilie), men til næste år har jeg store planer om at indrette det som en slags mini-orangeri, hvor jeg på halvlune forårsdage kan sidde og rette opgaver med duften af muld og spirer omkring mig.

Den tidligere ejer af huset var ivrig brevdue-entusiast, og derfor er der også et ældre dueslag nede bagerst i haven. Omme bagved er der to store regnvandstønder, så man kan vande haven uden at trække på vores rene postevand - det er rigtig smart og lige i den rette bæredygtighedsånd, ligesom kompostbeholderen, der forsyner os med muldjord. Skønt! Selve dueslaget skal i løbet af næste sommer bygges om til udhus og hønsehus, så vi kan blive selvforsynende med æg. Det har jeg drømt om længe - jeg kan rigtig godt lide tanken om den cirkulære have, hvor hønsene fodres med rester fra det grønne, der dyrkes, og leverer æg og ikke mindst gødning til komposten. Det synes jeg der er noget rigtig fint ved - også selvom vi nok aldrig får en køkkenhave, der er helt stor nok til at forsyne hønsene helt.

Ved siden af dueslaget langs hegnet ind til naboen er planen at flytte en række af fliserne til efteråret, og i stedet sætte bærbuske ned langs stien. Vi spiser mange bær, og det ville helt sikkert være en luksus at kunne hente dem i haven. Vi har faktisk lige i dag opdaget to ældre solbærbuske allerbagerst i haven, men man kan vist aldrig få for mange bær. 🙂

Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi fået to dejlige æbletræer. Det ene er en Filippa, som egner sig godt til most og cider, og det andet er vi endnu ikke helt sikre på hvad er. Men de er begge fyldt med æbler, så vi får nok at se til, hvis vi skal nå at sætte dem alle sammen til livs. Vi har allerede tyndet lidt ud i ”klaserne” for at give plads til, at de pæneste æbler kan vokse sig store og lækre. Det bliver spændende at smage på dem til efteråret!

Det var et lille blik ind i vores hverdag og haveplaner fre de sidste par uger og det nste års tid eller lidt mere frem. Håber at alle læsere også har haft tid og mulighed for at nyde det gode vejr udendørs - eller at I får det.

/Elisabeth