Blomsterdekoration i fine farver

Kære alle,

Her i weekenden har vi fejret Martins 29 års fødselsdag, og tillige med boller og lagkage, skulle der naturligvis blomster på bordet. Med den lange og tørre sommer, som vi efterhånden har haft, er det ved at være lidt sparsomt med flora-diversiteten i vores gamle have på Elmely. Da vi lørdag handlede ind til det store kagebord, udvalgte Martin derfor nøje en fin buket roser, som han synes vi skulle bruge på bordet. For ikke ”bare” at smække blomsterne i en høj vase, besluttede jeg at lave en dekoration med roserne, bare for at pifte borddækningen en smule op. Jeg gik derfor på jagt i haven efter ALT der kunne bruges som supplement til de rødkantede roser. Som nævnt har tørken gjort livet svært for mange af havens blomster, og ud over mine krukke-hortensiaer, var der ikke nogle snitblomster at hente i hverken staudebedet eller andre steder i haven, og der måtte derfor tænkes en kende alternativt…

I min søgen bevægede jeg mig op forbi urtehaven. Her var kruspersillen fra sidste år gået i frø, de nøjsomt plantede bok choy kål var ligeledes gået i stok i sommerheden og der var blomster på hvidløgspurløgen – haps!

Længst til venstre ses blomsterne fra urtehavens Bok Choy, som var gået i stok. Midterst har vi de fine blomster fra hvidløgspurløgen og til højre har vi frøstandene fra kruspersillen med sine sarte grønne og gule nuancer.

Mange steder i den afsvedne græsplæne var tidsler begyndt at titte frem og flere havde forsigtige lilla blomster-hoveder – haps igen! På tilbagevejen opdagede jeg endvidere nogle pigæbler, som har sået sig selv ved siden af krydderurtebedene, så de stikkende djævle blev også indsamlet tillige med et par klaser grønne bær fra den bornholmske røn og topskuddene fra flere selvsåede elletræer på markstykket. Med spanden fuld af ”ukrudt og uønskede frø” begav jeg mig derfor tilbage til køkkenet fast besluttet på at få en dekoration ud af anstrengelserne.

Jeg fandt et rundt serveringsfad i rustfrit stål frem fra gemmerne og satte en solid klods gennemvædet oasis ca. midt på fadet. Jeg placerede de 3 små hortensiahoveder som jeg allernådigst havde tilladt mig at klippe af i krukken udenfor, og herfra gik jeg i gang med kollage-arbejdet. De gule blomster fra bok choy og de hvide lys fra hvidløgspurløgen skulle lysne op imellem alt det grønne fra rønnebær, persille, topskud, pigæbler og tidsler. Pigæblerne blev monteret på små stykker grillspyd, som kunne stikkes ind i den våde oasis, og lidt efter lidt begyndte det at ligne noget. Jeg drejede løbende fadet omkring, så jeg hele tiden blev opmærksom på, at dekorationen blev pæn på alle sider, og da jeg 2 gange have været ude for at hente lidt ekstra persille- og purløgsblomster samt lidt flere rønnebær var jeg i mål. Resultatet blev som nedenfor:

Om søndagen høstede dekorationen stor ros på fødselsdagsbordet, og jeg kan set i bakspejlet konstatere, at selvom haven ikke står i fuldt flor i almindelig forstand, er det ikke ensbetydende med at man ikke kan få noget godt ud af det i sidste ende. Man skal bare tænke lidt ud af boksen!

Rigtig god fornøjelse med lignende projekter, og pas på poterne, hvis I kaster jer over pigæbler og tidsler – de stikker ikke så lidt, og et viskestykke samt en grilltang kan i nogle sammenhænge vise sig at blive nogle rigtigt gode bekendtskaber!

/ Cecilie