Hjemmebagt sigtebrød

Som mange måske ved, er vi her på Bakkekammen også blevet beriget med et ekstra familiemedlem. Lille William kom til verden lige før jul, og siden da har vi prøvet at finde fodfæstet som ny, lille familie. Vi har desværre været lidt udfordrede, da W har haft mange maveproblemer. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! Det har nemlig betydet, at vi har været nødt til at dykke dybt i posen med opskrifter, som enten kan redde dagen, eller som kan laves rigtig hurtigt, når der er behov - eller begge dele! Dem vil vi selvfølgelig gerne dele med jer her på bloggen.
Denne uges opskrift er nok mere en af dem, der redder dagen, end en hurtig en, da den skal hæve i lidt lang tid. Til gengæld er den værd at vente på! Sigtebrødet her er tilpasset efter en opskrift, jeg engang fandt på en pakke mel, og den bliver lidt mere let end det traditionelle sigtebrød man køber i butikkerne. Opskriften er til ét brød, men man kan sagtens bage flere på en gang og fryse dem ned, evt. i skiver med madpapir imellem.

Hjemmebagt sigtebrød

Du skal bruge:

0,5 L vand

3 spsk yoghurt naturel

Lidt gær, svarende til en enkrone (eller ca. 1/8-del af en pakke)

25 g fedtstof - jeg bruger flydende margarine

En lille tsk salt

Ca. 350-400 g sigtemel

Mælk til pensling

 

Sådan gør du:

Lun vandet, og bland med yoghurten. Opløs gæren i væsken. Tilsæt salt og fedtstof. Rør mel i dejen, indtil den er til at ælte - den må gerne være godt fugtig stadig. Ælt dejen grundigt, gerne 5 min eller mere.

Drys skålen med mel og put dejen tilbage i skålen. Lad den hæve 1 time.

Kom mere mel på bordet og hæld forsigtigt dejen ud af skålen. Form et brød og kom det i en brødform, som du har foret med bagepapir. Prik huller i brødet med en gaffel - du kan med fordel dyppe gaflen i mel, så den ikke sidder fast.

Lad brødet hæve tildækket endnu 1 time. Pensl brødet med mælk og bag det i ovnen ved 200 grader i ca, 30 minutter, til det ser lækkert og gyldent ud på overfladen. Tag brødet op af formen og lad det køle ned uden bagepapir.

Det friskbagte sigtebrød smager skønt på en grå morgen med en lækker ost, og kan sagtens holde sig i et par dage eller tre - hvis der da er mere tilbage… J God fornøjelse!

/Elisabeth.