Genbrug dine sammenplantninger

Kender I det...? Man har i forbindelse med en fødselsdag eller højtid modtaget blomster og sammenplantninger fra højre og venstre, og efter noget tid begynder de til en start så fine sammenplantninger at se lidt sultne og trætte ud? - Her på Elmely er det et tilbagevendende problem, og nu hvor vi er godt og vel på den anden side af påsken er det bestemt ingen undtagelse. Jeg bliver så trist, når blomster jeg har fået af glade gæster går til grunde, eller simpelthen "vokser ud af deres element", og jeg besluttede derfor den anden dag at gøre noget ved problemet. Hvorfor ikke redde de stakkels planter og give dem nyt liv i en anden sammenhæng?

Jeg samlede derfor sammen på hvad jeg havde af "trætte eksistenser" i diverse vindueskarme og konstaterede at jeg sågar havde en sammenplantning stående helt tilbage fra nytår (!).

Ud over planter, fandt jeg et par lerpotter frem fra gemmerne i værkstedet samt et gammelt serveringsfad i stål. Med limpistol samlede jeg to af potterne til et lille tårn, som jeg plantede den lille brændende kærlighed i, og ud fra "tårnet" byggede jeg mig en lille dekoration af yderligere en lerpotte og en lille lerskål. Skål og potter blev fyldt med plantemuld og lidt tilfældigt plantet til med succulenterne fra de gamle sammenplantninger. Til sidst blev fadet pyntet af med jord og biobark, og sat ud på havebordet. Så lækkert!

Nu står blomster og dekoration som var det nyt og pynter i forårssolen, og vi kan her i huset glæde os over at have givet planterne en ekstra chance, i stedet for at de som det så ofte før er hændt, havde endt deres dage i skraldespanden eller på komposten!

Glade forårshilsner,

Cecilie