En langnæset knagerække til husets mindste

Kære alle,

Så blev det igen på høje tid for lidt nyt her på bloggen. Sommervarmen har ramt os, og med det en masse udendørs gøremål (hvis man da ellers kan holde til at være ude i solen!). De indendørs hobbyprojekter, som vi normalt deler med jer er derfor lagt lidt på hylden for en tid, til fordel for krukkevanding, ukrudtsbekæmpelse og hækklipning. Her på Elmely slyngede vi i forrige weekend også den første forårshonning, og havde i den forbindelse en hyggelig dag med masser af besøg fra familie og naboer, som kom forbi for at få del i de gyldne dråber fra haven. Hvordan hele honningslyngningen foregår, må til gengæld blive et emne for et blogindlæg en anden gang.

Et af de projekter der til gengæld HAR været gang i her i løbet af forsommeren, er træskærearbejde i værkstedet, hvor vi blandt andet har lavet en knagerække til alt det overtøj og trøjer som Elias bruger til hverdag.  Overtøjet har haft for vane med at blive henslængt på en stol, blive forlagt ved puslepladsen eller forputte sig i pusletasken - i hvert fald var det aldrig at finde, når det skulle bruges, og vi kunne af samme årsag konstatere, at overtøjet manglede et "hjem". Vi besluttede os derfor for at lave en hyggelig knagerække til væggen ved siden af puslepladsen, hvor jakker og trøjer kunne hænge, og fremgangsmåden og resultatet kommer her nedenfor.

1. Første skridt på vejen til en ny knagerække var en skitse. Jeg greb derfor blyanten og tegnede en fin lille elefant i størrelsen 1:1 i forhold til den ønskede størrelse på knagerækken. Herefter markerede jeg placering for det ønskede antal knager med overkrydsede cirkler (se billede).
2. Da jeg var tilfreds med omridset af elefanten og placeringen af knager, klippede jeg omridset ud med en saks.

Elefanten flyttede nu ud i værkstedet, hvor jeg fandt et stykke spånplade frem fra gemmerne. Omridset af elefanten blev overført til pladen ved at tegne langs kanten af papiret med en blyant. Herefter blev elefanten omhyggeligt skåret ud med en stiksav. Placering af knagerne blev markeret ved at presse blyantspidsen gennem papiret, så der blev overført en prik. Til knagerne brugte jeg små stykker rundstok fra en gammel vinreol som jeg skar til i en ønsket længde. I elefantpladen lavede jeg fordybninger med et bor i samme størrelse som rundstokdiameteren, så knagerne senere kunne slås fast med en gummihammer og sidde fast uden brug af lim. Inden knagerækken blev samlet færdigt, blev den malet. Jeg gav den 2 lag af den turkis vægmaling, som jeg også brugte på Elias´værelse i vinters, øjet og stødtanden blev malet med en rest hvid hobbymaling og knagerne blev malet med en slidstærk dør- og karmmaling. Konturerne og øjets detaljer blev tegnet i hånden med en sort permanent marker.

3. Ophænget blev lavet skjult med to små trekantbeslag, som blev skruet på knagerækkens bagside. Herefter fandt vi 2 små søm, der passede i størrelsen og slog fast i passende afstand.
4. Den færdige elefantknagerække pynter nu fint på væggen i bryggerset ved siden af puslepladsen. Som I kan se af billedet, valgte vi en model med 3 knager til en start. Ønsker man flere knager, bør figuren laves større eller motivet evt. ændres til noget andet. For eksempel ville en lang, grøn slange, der bugter sig hen af væggen jo kunne indeholde mange fine knager langs kroppen. 🙂 Det er kun fantasien, der sætter grænser, for det er på ingen måde et projekt, der er svært at have med at gøre, og selv den mindre garvede hobbyentusiast kan være med, så længe man har en stiksav i maskinparken.

Jeg håber at dette lille indlæg kan være med til at give jer derude lidt inspiration, og være med til at sætte lidt kulør på landets børnegarderober.

Rigtig god torsdag,

Cecilie