Efterårsfarver til hoveddøren

Kære alle,

Nu har der atter været en lang pause her på bloggen, og det er i allerhøjeste grad tid til lidt nyt fra os! 🙂 - Dagene i Vig og Fårevejle flyver afsted og vi har den senere tid skulle finde balancen med småbørn, arbejde og hobby-projekter. Når de små sover, og der i en stund ind imellem bliver tid til kreativitet, har vi begge valgt at få nogle ting fra hånden, i stedet for at få skrevet tingene ned her på bloggen. Det er selvfølgelig beklageligt, da vi rigtig gerne vil dele vores hobbyprojekter og kreationer med jer, men når tiden er knap, vil vi hellere lave noget end skrive om det 🙂 Vi har derfor revideret vores formål med bloggen, og vil i stedet forsøge at komme med et månedligt indlæg, som er relevant for sæsonen, og dele vores øvrige kreativitet med jer via facebook-siden, hvor der løbende vil komme flere, men mindre indslag. I er fortsat meget velkomne til at kontakte os via mail eller på Facebook, når I har spørgsmål, ønsker eller kommentarer til det vi går og laver.

Uge 42

I denne uge ramte vi uge 42. Mange familier har fri og skal bruge dagene i fællesskab på hygge og kreativitet. Her på Elmely er det ikke ferie, men derimod blodtryksproblemer, der har holdt mig hjemme og den seneste uge gjort mig ukampdygtig i alt andet end siddende stilling. Der er nu efterhånden lidt bedring i sigte, og det har derfor ikke forhindret mig i at trippe en forsigtig tur rundt i haven og indsamle lidt af efterårets skønhed. Jeg ved at mange bruger efterårsferiens gråvejrsdage på fingermaling og kastanjedyr, og jeg har derfor lavet et lille indlæg nedenfor med inspiration til en af de ting, man som voksen (eller større barn) kan kaste sig ud i, hvis man vil være kreativ ud over kastanjegiraffer og edderkopper.

Inspireret af efterårets farver i haven, besluttede jeg mig tidligere på dagen for at samle lidt sammen, så jeg kunne lave en dørkrans, der kunne pynte her i gråvejret indtil det for alvor bliver tid til at tænke mere i julens baner. 

For at kunne lave en krans, er det som udgangspunkt godt at have en ring at binde på. Jeg var hverken i besiddelse af en metalring eller en halmkrans, så jeg måtte starte med at lave mig en krans. Her brugte jeg nedfaldsgrene fra piletræet, som er bøjelige og bandt dem sammen med lidt vindseltråd.

Efter kransen var kommet på plads skulle der lidt grønt på. Jeg valgte at bruge lidt af min mørkegrønne efeu, som er dejlig fleksibel at arbejde med, men har man ikke det, kan man også fint gøre brug af anden stedsegrøn som fx. tuja, taks eller gran for den sags skyld. Jeg klippede fire lange stængler efeu som blev snoet omkring kransen og enderne til sidst flettet ind i kransens grene.

Er man til det helt enkle udtryk, kunne man vælge at stoppe med kun efeu på kransen. Det giver et naturligt og helt simpelt look, som kan være ret lækkert i meget minimalistiske omgivelser.

Jeg var imidlertid interesseret i at få fanget nogle af efterårets lækre nuancer på kransen, så den kunne lyse fint op på hoveddøren, og jeg fandt derfor lidt forskelligt frem i haven.

Alle haver er forskellige, og hvad der lige netop findes hos jer, der bringer efterårsglæderne frem er til egen opdagelse. Her på Elmely blev indsamlet røde bær fra den bornholmske røn, små æbler fra Elstar-træet, ellekogler i både grønne og brune og frøstande fra mine solsikkebuske.

De indsamlede materialer blev sporadisk placeret på den grønne krans af efeu. Alle stilke blev fastgjort ved simpelthen at flette dem ind imellem grenene og efeuen. Æblerne blev sat fast med et stykke ståltråd, og på bare et øjeblik blev kransen til en ren overdådighed af efterårsglød, som nu pynter fint på hoveddøren!

Rigtig god efterårsferie!

/ Cecilie