Godt nytår fra Birgit&Beckers!

Så er 2019 ovre, og vi siger velkommen til et helt nyt år - og et helt nyt årti, ikke mindst! Det bliver spændende at se, hvad 2020 har i vente for os allesammen.

Både i Elmely og på Bakkekammen har der været drøn på henover julen og nytåret. Der er blevet bagt, klippeklistret, holdt julemarked (som mange nok har set på vores facebookside) og i det hele taget julet igennem. Julen er en helt særlig tid med små børn, og de fleste af os er nok nødt til at lære at prioritere, hvad vi vil i denne tid, hvis vi skal kunne nå at følge med. Herhjemme er meget af tiden gået med at høre julemusik og bygge hjemmelavede huler og legedimser af alle de papkasser, som sniger sig ind i løbet af december. Vi har været ret inspirerede af nogle af de aktiviteter, som Kriblekongen har lagt ud på sin Instagram-side - hvis nogen af jer læsere har små børn og en Instagramkonto, så kan det virkelig anbefales at følge hende! Der er masser af forslag til sjove lege og aktiviteter for små børn, og langt de fleste har et kreativt islet... Det er jo ikke dårligt. 🙂

De mange aktiviteter har også betydet, at vi faktisk ikke har fået taget så mange billeder af alt det, vi har lavet, og derfor er der ikke så meget at putte i et jule-blogindlæg... Men heldigvis nåede vi at snuppe et par fotos af vores nytårskrea! Som med alt andet i livet havde jeg alle mulige gode intentioner om at lave nogle flotte hatte til nytår sammen med William - det blev ikke til hatte, men vi hyggede os rigtig meget med at tegne på kartonet og putte glimmer på. Hvis man gerne vil undgå glimmer over det hele, kan man med fordel bruge en lille pensel til det løse glimmer, så den voksne kan styre det lidt mere.

Udover flot karton-glimmer-nytårskunst fandt jeg også vej ud i køkkenet og fik bagt kransekagehapser. Jeg er selv vild med kransekage med nougat, så jeg lavede flest af dem. Det blev dog også til et par af de traditionelle trekantede stykker. Kransekage er supernemt at lave selv, og kan udover nytår også fint bruges til fx lidt sødt til kaffen ved festlige lejligheder. Nu går vi snart foråret i møde, og det ville være oplagt med hjemmebagt kransekage til en konfirmation eller studenterfest. Så er der tid til at øve sig inden. 😉 Her får I i hvert fald opskriften på hjemmelavede kransekagebidder.

Kransekagebidder

Ca. 12 stk.

Det skal du bruge: 

200 g marcipan (stuetemperatur, så er det lettere at ælte)
Æggehvide fra 1 æg
Flormelis (ca. 60 g)
Lidt nougat - evt. en rest fra julens konfekt 🙂 

Flormelis og lidt ekstra æggehvide til glasur. 

Sådan gør du: 

Start med at røre æggehvide og flormelis sammen, til det minder om glasur. Ælt marcipanen blød, tryk den flad og hæld lidt af æggehvideblandingen op i ad gangen. Ælt grundigt, tilsæt mere, ælt igen. Fortsæt indtil alt er tilsat, og kransekagemassen er jævn. Læg herefter massen på køl, gerne et par timer eller til næste dag. 

Form små kugler af kransekagemassen, og tryk dem flade. Tryk en fordybning ud i midten, og put et lille stykke nougat i. Hvis du ikke er til nougat, kan du bruge hakkede nødder, lidt syltetøj eller bare lade kransekagen være som den er. Du kan også forme de traditionelle kransekagestænger. Brug lidt vand på fingrene - så undgår du, at massen klistrer. 

Bag nu dine kransekagebidder ca. 10 min på 175 grader (alm. ovn), til de er let gyldne. Hold øje med, at de ikke får for meget - de bliver ofte mørkere i bunden end på toppen. Pynt med glasur af æggehvide og flormelis, når kagerne er kølet lidt af. 

God bagelyst, og rigtig godt nytår!

/Elisabeth